10 gode råd

Der er mange spørgsmål, der melder sig, når dit barn en dag skal i gang med skemad. For hvordan foregår sådan en stor ændring i dit barns liv egentlig lige? Internettet bugner med gode råd og vejledninger, der ofte blot gør en mere forvirret.

 

For at gøre det hele en smule nemmere, har vi her på siden samlet ti gode råd til dit barns første tid med skemad, som du kan lade dig inspirere af. Alle vores råd tager udgangspunkt i de officielle anbefalinger, og er håndplukkede fra Sundhedsstyrelsens og Fødevarestyrelsens udgivelse "Mad til små - fra mælk til familiens mad", som vi varmt kan anbefale, hvis du ønsker at læse mere.

Herudover bør du altid tage kontakt til jeres sundhedsplejerske, læge eller lignende, hvis du har spørgsmål eller tvivl. God læselyst!

 

1. God begynder-mad

En mild og og cremet grød er velegnet begyndermad for de små. Det kan for eksempel være boghvede-, majs- eller hirsegrød, der alle laves på fintmalet mel, hvilket giver en blød konsistens uden klumper. Når dit barn med tiden vænner sig til fast føde, kan du efterhånden gøre konsistensen grovere og mere "fnugget" ved brug af et bredt udvalg af gryn og flager.

2. Rå og kogt frugtmos

Du kan med fordel tilføje en smule frugtmos på grøden. Mosen kan serveres rå eller kogt (find inspiration til opskrifter her), og kan laves af alle tænkelige frugter og bær. Det kunne blandt andet være æbler, pærer, svesker, jordbær, hindbær, blommer, og hvad du (og dit barn) nu ellers har lyst til. Derudover bidrager frugtmos med C-vitamin, der fremmer optagelsen af jern fra den øvrige mad, barnet spiser. Frugtmos søder, og gør det muligt at variere grøden i det uendelige.

3. Husk variation

Når du laver grød, er det godt at variere mellem forskellige mel-, gryn- og flagetyper og mellem grød med og uden gluten. Hirse, majs, ris og boghvede er for eksempel glutenfri, mens blandt andet havre, rug og spelt indeholder gluten. Grød der er lavet på mel, gryn og flager, der indeholder gluten, skal introduceres i kombination med glutenfri grød gradvis og i stigende mængde. Det, at dit barn får mange forskellige smagsoplevelser (og oplever forskellige konsistenser) allerede fra starten, kan være med til at udvikle lysten til at spise varieret mad på et senere tidspunkt. 

4. Undgå risbaseret grød dagligt

Som netop nævnt er det vigtigt at variere imellem forskellige grødtyper, dog bør du være opmærksom på risbaseret grød. Ris bør indgå som del af en varieret kost, men da ris indeholder arsen, anbefales det ikke på daglig basis.

5. Fedt skal der til 

Det er vigtigt, at dit barns første mad er meget energiholdig. Fedt er først og fremmest en vigtig energikilde i maden. Fedtet bidrager desuden med nogle fedtsyrer, der er vigtige for at danne nye celler i kroppen og for forskellige hormoner. Når du laver en portion grød, skal du derfor tilsætte fedtstof. Det kan være i form af smør, et blandingsprodukt eller olie. Det er godt, hvis det ikke altid er smør, da dit barn får en del fedt af denne type fra mælken. 

6. Mælk fra koen

Komælk som drikkemælk anbefales først fra 1-års alderen. Barnet kan dog sagtens før 1-års alderen spise med af familiens mad, hvor komælk indgår (for eksempel farsretter og sovs). Fra 9-måneders alderen kan I også så småt starte op på lidt surmælksprodukter af sødmælkstypen.

7. Kontinuerlige eksponeringer 

Det er ikke alle børn, der accepterer ny mad lige med det samme. Nogle har brug for at smage en ret op til 8-10 gange (og over flere dage), inden de har lyst til at udforske den nye smag og konsistens. Derfor kan du med fordel servere den samme grød et par dage i træk, så dit barn får mulighed for stille og roligt at vænne sig til smagen. 

8. Mængde - sådan undgår du madspild

Hvor meget et barn spiser, afhænger af alder, kropsstørrelse og aktivitetsniveau. Starter I tidligt (før 6-måneders alderen) med skemad, er maden kun smagsprøver*, hvor dit barn finder ud af, at mad har en anden smag og konsistens, end det mælk det er vant til. Hvis I først går i gang, når dit barn er tæt på de 6 måneder, er barnet klar til, at I går hurtigere frem, så mængden af mad snart bliver mættende. På det tidspunkt er motorikken også mere veludviklet, og barnet vil derfor hurtigere lære at tage mad fra en ske eller med fingrene. 

 

*OBS! I forbindelse med dit barns første smagsprøver, eller hvis appetitten en dag bare ikke er så stor, kan du (frem for at grødresterne ender i skraldespanden) gemme resterne i køleskabet til senere brug. Hvis du gør det, skal du dog være opmærksom på, at maden håndteres korrekt. Sundhedsstyrelsen har følgende forbehold ift. restemad:

 

Hurtig nedkøling

- Varm mad skal enten spises, eller stilles i køleskabet. Mad, der skal gemmes, skal køles ned til 10 grader på højst 3 timer

- En varm rest mad skal helst i køleskabet, så snart den holder op med at dampe. Rør rundt i retten, så køler den hurtigere. Større portioner med nylavet mad kan du bedst afkøle ved at sætte fadet/skålen i en balje med konstant iskoldt vand. Du kan også dele retten op i mindre skåle, så køler maden hurtigere

- Hold ikke maden varm til nogen, der skal spise senere. Afkøl maden og varm den op igen lige før, den skal spises

 

Genopvarm til kogepunkt

- Genopvarm maden, til den koger. Det er ikke nok, at maden kun bliver lunken. Rør rundt i retten, så varmen fordeler sig, og al maden koger

 

Smid ud

- Tag kun den mad op på tallerkenen, som barnet kan spise, og smid resterne ud, hvis barnet ikke spiser op, da de kan være forurenet af bakterier fra barnets mund

9. Tidspunkt på dagen

 Du kan tilbyde dit barn skemad på alle tider af dagen alt afhængig af, hvornår det passer jer bedst. Det vigtigste er, at barnet er friskt, udhvilet og ikke alt for sulten - særligt når det skal prøve noget nyt. Efter maden er det i starten godt at supplere med bryst eller flaske efterfølgende, så du er sikker på, at barnet er ordentligt mæt. Det er derudover altid en god idé, at barnet er med til familiens måltider, og efterhånden også selv spiser på det tidspunkt.

 

10. Drikke

 Dit barn kan til maden få modermælkserstatning eller udmalket modermælk, så det kan lære, at mælk (også) kan komme fra kop.

Sig hej!
Vidste du..

Tlf. 42 50 06 55

info@baby-deli.dk

At der altid er fri fragt på

vores månedskasser?

Har du set?
Vi håber, du vil følge med..
  • Grey Facebook Icon
  • Grey Instagram Icon
0